Vildkattemor forsvarer sine unger mod en ulv

Yderst ophidset slår vildkattemoderen frem og tilbage med sin opspilede hale. Pelsen står på ende, ørerne er rettet fremad. Gang på gang laver hun en truende kattepukkel og fræser, mens hun spændt går frem og tilbage på en træstamme midt om natten. Hun har unger, og i baggrunden lurer en overlegen modstander: Det er en ulv.

Første dokumentation: Vildkat mod ulv

»Optagelserne fra vores vildtkamera er en lille sensation«, siger Malte Götz, vildkatteekspert hos Deutsche Wildtier Stiftung. »At en vildkattemoder er villig til at stille sig selv over for ulven for at beskytte sine unger, er dokumenteret for første gang.«

I videoen kan du se, hvordan det modige dyr er yderst spændt og klar til kamp.

Optagelserne fra vildtkameraet blev lavet som led i et telemetri-studie, der i Sachsen-Anhalt undersøger de levesteds-krav, som Vildkatte har langt fra de skovklædte lavbjergområder, der er deres vigtigste tilflugtssteder. Her overlevede vildkatten i Harzen, og her har den i dag også sit udbredelsescentrum.

Vildkatten generobrer gamle levesteder

»I nogle år har den strengt beskyttede art generobret nogle af sine gamle levesteder«, siger Malte Götz. »Det gælder også den nordtyske lavslette.«

Deutsche Wildtier Stiftung støtter vildkattens genudbredelse og undersøger blandt andet, hvilke skjul i hede- og engområder der bruges til opfostring af ungerne og til hvile om dagen. »Det er vigtigt at vide, hvilke strukturer der har betydning, og hvilke farer der truer arten i kulturlandskabet.« Forsvaret mod ulven – som dokumenteret med vildtkameraet – viser, at Vildkatte modigt tager de naturlige udfordringer op. Også tilbagekomsten af Rovdyr som ulven er en gevinst for økosystemet.

Vildkattens naturlige udbredelsesområde strækker sig fra Skotland og Vesteuropa over Central- og Østeuropa til Centralasien og det vestlige Indien. Derudover lever den i store dele af Afrika med undtagelse af de tropiske regnskovsområder i Centralafrika.

Den europæiske vildkat eller skovkat (Felis silvestris silvestris) er udbredt i Europa, på nogle middelhavsøer, i Anatolien samt i Kaukasus og Nordkaukasus og kendetegnes først og fremmest ved den busede hale, der ender i en bred, stump afrunding. Ved halespidsen findes ofte tre sorte «ringe». Pelsen er tæt, stribemønstret er ret iøjnefaldende, men også ofte udvisket.