Østafrika må afvise kolonial vildtbeskyttelsesmodel

Vildtreservater fordriver masaierne, men ignorerer hyrdernes rolle i bevarelsen af vilde dyr og biodiversiteten.

Den seneste voldelige fordrivelse af masaier i Loliondo i Tanzania for at gøre plads til et luksuriøst vildtreservat er det seneste i en lang række eksempler på landejere, der lider under en «fæstningsbeskyttelse»-model, som blev indført i kolonialismens storhedstid. Og hvad skal det til for? For at andre, det være sig rige turister eller konger, kan bruge store landstrækninger som legeplads.

De tanzaniske myndigheder og andre afrikanske regeringer har den lidet misundelsesværdige «pligt« at sørge for, at udøvelsen af et sådant tidsfordriv ikke bringes i fare eller hindres af ønsket hos tusinder, hvis ikke millioner af mennesker om at kræve deres rettigheder til jorden og deres overlevelse på denne jord.

Tanzania er ikke alene om at håndhæve denne obskønitet. Nabolandet Kenya fører måske ikke en udpræget pro-sportsjagtpolitik, men forstår at sikre, at rettighederne og behovene hos mennesker med arvelige krav på vildtkorridorer og spredningsområder ikke kolliderer med fornøjelsen hos hovedsagelig udenlandske turister. Desuden er Kenya kendt for at gå voldeligt til værks mod hyrder og deres kvæg, når disse trænger ind på hvidt ejede vildtfarme.

Kun få mennesker i Østafrika er villige til at påpege, at Tanzania og Kenya blev skabt af briterne og til dels af tyskerne, og at der kun er gjort minimale anstrengelser for at omforme disse geografiske enheder til gavn for de fleste borgere.

Da de hvide bosættere landede ved kysterne, medbragte de forestillinger og praksisser fra deres hjemland, som havde meget lidt at gøre med virkeligheden (naturlig eller anden) på de steder, de koloniserede. Ingen af dem ville have beskrevet sig selv som naturbeskytter i moderne forstand; de var fritidsjægere. Nogle havde romantiske forestillinger om naturen. De forsonede de modstridende opfattelser hos vildtjægere på den ene side og romantikere på den anden ved at erklære tidligere jagtområder for vildtparker og reservater. I Kenya begyndte dette i midten af 1940'erne. Nairobi Nationalpark blev oprettet i 1946.

Oprettelsen af vildtparker og reservater markerede begyndelsen på det, som Mordecai Ogada og jeg i vores bog The Big Conservation Lie kalder «apartheid i naturbeskyttelsen»: Den organisk voksede model med blandet arealanvendelse blev erstattet af forsøget på at adskille dyr og mennesker. Dette blev håndhævet gennem love, som de lokale mennesker ikke kendte noget til – og gennem et våbens løb.

For første gang blev folk officielt forhindret i at betræde en del af deres tidligere græsningsområder i tørtiden eller deres hellige steder. Der blev ikke gjort noget forsøg på at anerkende, at det store mangfoldighed af vilde dyr, som de hvide bosættere fandt i Østafrika, skyldte sin eksistens både afrikansk spiritualitet og naturbeskyttelsesfilosofi og -etik. Denne koloniale tilsidesættelse blev videreført af den indfødte elite, som overtog de lederstillinger, som de europæiske administratorer havde forladt.

Den fortsatte forfølgelse af fæstningsbeskyttelse – ideen om, at økosystemer skal fungere isoleret og uden mennesker for at beskytte land og biodiversitet – i mange dele af Afrika syd for Sahara er et tåbeligt og kortsynet forsøg på at forhindre, at vilde dyrearter uddør. Før-og-efter-statistikkerne viser, at antallet og mangfoldigheden af næsten alle vilde dyr er gået tilbage. Men tilhængerne af denne model – hvad enten det er miljøorganisationer som WWF, enkelte naturbeskyttere, bestillingsforskere eller regeringsembedsmænd – ser ikke denne selvmodsigelse. Tværtimod ser mange årsagerne i invasionen af levesteder, overudnyttelse og misbrug af land og vilde dyr.

Verden bør gøre sig klart, at filosofien og praksissen bag moderne naturbeskyttelse i Østafrika blev indført uden medvirken fra lokalbefolkningen. Det vidner om bar arrogance, at europæerne har udviklet og gennemtvunget modeller for forvaltning af vilde dyr, som har ignoreret og fortrængt den naturbeskyttelsesetik og -praksis, som afrikanske fællesskaber har anvendt i hundredvis af år. Jeg anerkender det ofte fremsatte, men dovne synspunkt, at det er for sent for Afrika at vende tilbage og finde ud af, hvad det var, der gav kontinentet økologisk og økonomisk modstandsdygtighed. Men med klimaændringerne står vi over for kriser af planetarisk omfang, som kræver et reelt paradigmeskifte.

Afrika må holde op med at lytte til pessimisterne, når det på ny besinder sig på hensigtsmæssig traditionel naturbeskyttelsespraksis. 100 års kolonialisme og neokolonial praksis kan bestemt ikke erstatte den praksis, der i tusinder af år har sikret økologisk og økonomisk modstandsdygtighed. Myndighederne må begynde at genoprette, beskytte og fremme de lokale fællesskabers rettigheder til jorden, hvad enten det er i Tanzania eller andre steder.

Regeringerne i Afrika og andre steder må vise taknemmelighed over for fællesskaber som massaierne, der tidligere opgav store dele af deres forfædres land for at bevare de naturbeskyttelsesområder, som Tanzania, Kenya og andre lande er så berømte for. I disse fællesskabers øjne betyder det, at de må beskytte deres rettigheder til det land, de stadig ejer.