Coronavirus-pandemien: Bestande af menneskeaber i fare

Coronavirus-pandemien vil muligvis udslette de sidste bestande af menneskeaber, advarer eksperter.

For de akut udrydningstruede menneskeaber kan virussen give dem det sidste skub.

Orangutanger, gorillaer og chimpanser, der deler omkring 98 % af deres DNA med mennesker, ligner os så meget, at de gang på gang er blevet brugt i medicinalforskning. Denne ligheden kan nu igen blive deres skæbne. Det faktum, at covid-19 kan være dødelig for mennesker, får forskere til at frygte, at lungesygdommen også kan vise sig at være dødelig for menneskeaber. Orangutanger er generelt særligt modtagelige for luftvejssygdomme, og der er derfor risiko for, at covid-19 kan ramme dem endnu hårdere end os mennesker.

Otte af de anslåede 100.000 vilde orangutanger, der stadig lever på Borneo, indgår i øjeblikket i et rehabiliteringsprogram under den globale dyrevelfærdsorganisation VIER PFOTEN. Orangutang-forældreløse bliver opfostret i VIER PFOTEN-skovskolen (WALDSCHULE) i det østlige Borneo og forberedt på et fremtidigt liv i frihed. Dr. Signe Preuschoft, primatolog, og hendes indonesiske team er dybt bekymrede for deres små skyddsslinge: »Efter at have oplevet så megen lidelse i deres unge liv bør vores forældreløse orangutanger vokse op i sikkerhed, indtil de er gamle nok til at blive sat fri igen. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at beskytte dem mod smitte med coronavirus.»

Da antallet af coronavirus-smittede også langsomt stiger i Indonesien, er der risiko for, at smittede dyrepassere kan smitte de forældreløse orangutanger. «I ORANG-UTAN-skovskolen (WALDSCHULE) gælder der et generelt kontaktforbud, så ingen kommer ind på skovskolen, som ikke er involveret i plejen og opdragelsen af de forældreløse dyr. Men naturligvis har vores orangutanger af og til kropskontakt med deres menneskelige erstatningsmødre. Hvor ofte, afhænger af orangutangernes alder. De ældre forældreløse er allerede relativt selvstændige, samler deres eget foder og sidder højt oppe i træerne. Kropskontakt med deres plejere forekommer sjældent. De yngre har derimod brug for fysisk omsorg. De klamrer sig til deres erstatningsmødre. De vil kramme og trøstes, når de er bange«, siger Dr. Preuschoft.

Teamet har allerede truffet sikkerhedsforanstaltninger: Alle dyrepassere skifter til arbejdstøj, når de ankommer til skovskolen, og tager det ikke med hjem. Arbejdstøjet vaskes på stedet, og dyrepasserne bærer værnemasker. «Vi vasker det indkøbte foder to gange: når det leveres, og før vi giver det til orangutangerne. Desuden arbejder de samme grupper på to til tre personer sammen og undgår kontakt med de andre. Vi holder vores team opdateret online og deler information, så alle også derhjemme overholder strenge hygiejneregler og isolerer sig fra sociale kontakter uden for arbejdet», siger Dr. Preuschoft.

Skovskolens team har desuden oplagret foder og rengøringsudstyr. Nogle forsyninger er dog vanskelige at skaffe. Sikre mundbind (N95), infrarøde termometre og desinfektionsmidler kan stort set ikke længere fås i Indonesien. «Der findes desværre ingen hundrede procents beskyttelse. Menneskebørn er generelt ikke særlig hårdt ramt af coronasymptomer, så vi håber, at det samme gælder vores orangutang-forældreløse unger«, siger Dr. Preuschoft.