Ghee: Ayurvedas gyldne smør

Det er hverken svært eller kompliceret at lave ghee selv, men det tager sin tid.

For at frigøre den smørblide, nøddeagtige aroma fra det smeltede smør kræves en lang, gradvis simring. Når vandet er fuldstændig fordampet, og de faste bestanddele har sluppet fra hinanden, så de flyder på overfladen, er der til sidst kun den klare, ravfarvede ghee tilbage.

1 – 5 kg usaltet økologisk smør

Først bringes smørret i en stor, tung gryde i kog over middel varme. Når smørrets overflade er dækket af hvidt skum, skrues varmen ned til lav, og smørret simrer uden låg, mens de faste bestanddele jævnligt øses af overfladen. Gheen må under ingen omstændigheder brænde på. Hvis den bliver overophedet eller koger for længe, får den en mørk farve og en bidende lugt. Til sidst si gheen gennem en osteklæde, en bomuldsble eller en kaffefilterpose.

Tilberedningstiden for ghee afhænger af mængden. Den færdige ghee skal være gyldenfarvet og så klar, at man tydeligt kan se bunden af gryden. Hæld forsigtigt gheen over i en kande eller en karaffel, og lad den køle af uden låg til stuetemperatur. De mælkebestanddele, der er øset af overfladen, og de faste stoffer, der er blevet tilbage i bunden af gryden, kan blandes i grøntsagsretter, supper og kornretter.

Ghee, der er tilberedt efter reglerne og opbevares i en lukket beholder på et køligt, tørt sted, kan holde sig i månedsvis. Ren ghee er fri for protein og affaldsstoffer.

Ghee er uundværlig i den traditionelle indiske ayurvediske medicin på grund af dens rensende helbredende kraft. For eksempel kan den binde fedtopløselige miljøgifte i kroppen, så de kan udskilles.

Under hinduistiske ritualer til ære for Gud anvendes ghee i særlig grad.

Ghee fremmer fordøjelsesilden (Agni) og vitaliteten! Ghee ligger kvalitetsmæssigt tættest på modermælk. Dens molekylære struktur ligner vores hjernemasses.

Både i moderne lærebøger og i de gamle Vedaer bliver økologisk mælk rost som et vidunderligt fødevare, fordi den indeholder alle de næringsstoffer, der er nødvendige for helbredet. De vediske skrifter tilføjer, at økologisk mælk fremmer dannelsen af de fine hjerneceller, der er nødvendige for at forstå Guds bevidsthed. I vedisk tid levede mange yogier udelukkende af økologisk mælk, som fandtes i så rigelige mængder, at husfædre delte den ud gratis. Da økologisk mælk nærer mennesket både fysisk og åndeligt, blev den i den vediske kultur betragtet som det vigtigste fødemiddel, uundværligt for et civiliseret samfund.

Den økologiske mælks betydning peger på, hvor vigtigt det er at beskytte køerne. Ligesom mennesket er også koen lykkelig, når den føler sig tryg. En ko, der kan die sin kalv uden at skulle frygte at blive dræbt, når den ikke længere giver mælk, er lykkelig og giver helt naturligt mere og bedre mælk. Sådanne køer giver også mere mælk, end de har brug for til deres kalve.

Fordi menneskene drikker komælk, betragter Vedaerne koen som en af det menneskelige samfunds mødre. Oksen, der hjælper med at pløje markerne og dermed med kornproduktionen, betragtes som det menneskelige samfunds far.

Desværre lægger menneskene i vores "fremskridtsvenlige" civilisation ikke vægt på åndelig viden, men fremmer i stedet den storstilede slagtning af køer. Heraf kan man se, at det menneskelige samfund udvikler sig i en forkert retning.

Hvad angår beskyttelsen af køer, vil nogle kødspisere her protestere. Men hertil svarer vi, at Gud udtrykkeligt understreger beskyttelsen af dyr, og at de, der trods alle fornuftige modargumenter er tilbøjelige til at spise kød, derfor bør spise kød fra mindre vigtige dyr som svin, fjerkræ eller fisk; under ingen omstændigheder bør de dræbe køer. I Vedaerne siges det, at enhver, der er involveret i at dræbe en ko, må genfødes i den materielle verden lige så mange gange, som koen har hår på ryggen. Og Vedaerne er ikke de eneste skrifter, der forbyder at dræbe køer. I Bibelen står der for eksempel: "Den, der slagter en okse, er som den, der slår et menneske ihjel" (Es. 66,3).