Borneo: Orangutang-skovskole åbnet

I over et år har VIER PFOTEN sammen med den lokale partnerorganisation Jejak Pulang og den indonesiske regering arbejdet på at opbygge et nyt rehabiliteringsprojekt for orangutanger på Borneo.

Nu er det endelig så langt: Den nye orangutang-skovskole i Østkalimantan er åbnet, og det første skoleår kan begynde. Otte forældreløse orangutanger i alderen mellem elleve måneder og ni år bliver de første elever, som i den 100 hektar store skovskole bliver intensivt passet af den erfarne primatolog Dr. Signe Preuschoft og et indonesisk team på 15 dyrepassere, en biolog og to dyrlæger, og som forberedes på udsætning i regnskoven.

VIER PFOTEN har hidtil taget imod otte forældreløse orangutanger. Alle sammen måtte de se på, hvordan deres mødre blev dræbt på grusom vis. »Projektets mål er at uddanne og behandle disse orangutanger, så de om nogle år, når de har nået den rette alder, kan vende tilbage til en naturlig skov og leve helt frit og uafhængigt dér«, forklarer Dr. Signe Preuschoft.

Den første dag på SKOVSKOLEN

Opbygningen af projektet midt i Borneos regnskov er en stor logistisk udfordring, og skovskolens infrastruktur er stadig under opførelse. Men de forældreløse orangutanger skal tilbringe så meget tid som muligt i deres naturlige omgivelser, skoven, så tidligt som muligt. Derfor kører en første gruppe på fem forældreløse orangutanger hver dag med »skolebussen« fra deres nuværende sovebure til skovskolen. Dér lærer de af deres menneskelige erstatningsmødre de færdigheder, som deres biologiske mor ikke længere kunne lære dem. På skemaet står for eksempel klatring, fødesøgning og at bygge en sovered. Næste måned flytter de ind i deres nye sovekvarter over floden, der støder op til skovskolen.

De otte skovskoleelever

Det særlige ved dette projekt: Hvert dyr får af Dr. Preuschoft og hendes team målrettet støtte afhængigt af sit udviklingstrin og lærer i sit eget individuelle tempo. Derfor går ikke alle orangutanger i samme årgang. Baby Gonda, der kom til dyrebeskytterne som otte måneder gammel, måtte først langsomt lære, hvordan orangutanger bevæger sig i skoven. «Gonda har allerede fået mere muskelstyrke», fortæller Dr. Preuschoft. «Nu kan han allerede hænge med hovedet nedad og holde fast i en gren kun med benene. Hans ven Tegar, der er fire måneder ældre, er allerede langt mere adræt. Han bøjer små stammer sammen, griber fat i den næste gren, flytter sin tyngdepunkt derhen og skubber sig så over, ligesom en rigtig orangutang gør det. Gonda skal øve sig meget, før han mestrer det lige så godt.» Den treårige Cantik og den femårige Eska øver sig derimod allerede i at lege tagfat i trætoppene – her skal en orangutang også tage højde for, hvordan vægten af ens legekammerat påvirker grenenes svingninger. De to nyeste ankomster, den elleve måneder gamle Gerhana og den 18 måneder gamle Kartini, bliver stadig passet af deres menneskelige erstatningsmødre og socialiseres samtidig sammen med de andre babyer i børnehaven. Den syvårige Amalia og den niårige Robin bor for tiden stadig i indhegninger. Dr. Preuschoft og hendes team vil i de kommende måneder observere deres adfærd og evner nøje og derefter afgøre, om og hvornår de kan begynde i skovskolen.

Afsluttet skovskole – hvad så?

Under deres rehabilitering gennemgår orangutangerne flere uddannelsestrin (se grafik). Som babyer lever de først i de kærlige hænder hos deres menneskelige erstatningsmødre i babyhuset og går i børnehave. Fra deres andet leveår går de små i skovskole. Efterhånden som de bliver dygtigere, bliver orangutangerne mere eventyrlystne og selvstændige. Så er det tid til, at de begynder på den såkaldte skovakademi. Hvornår og om en orangutang faktisk kan udsættes i den frie natur og klare sig på egen hånd, afgør VIER PFOTEN-teamet individuelt. «Generelt kommer orangutanger omkring 9-årsalderen ind i en fase, hvor de i stigende grad vil gå deres egne veje", siger dr. Preuschoft. "Så bringer vi dem til udsætningsområdet, skovakademiet. Her forbliver de stadig under opsyn og beskyttelse, men de befinder sig allerede i omgivelser, hvor de kan give frit løb for deres opdagertrang og deres uafhængighedsdrift. Hvis alt fungerer gnidningsfrit der, må de derefter nyde et liv i frihed.»

Orangutang-projekt på Borneo

VIER PFOTEN har i over ti år arbejdet for rehabilitering af traumatiserede orangutang-forældreløse på Borneo. Efter en omstrukturering af aktiviteterne på stedet er den nye skovskole, som VIER PFOTEN finansierer, et samarbejdsprojekt mellem VIER PFOTEN, den lokale partnerorganisation Jejak Pulang og det indonesiske ministerium for miljø og skovbrug. Ud over en videre udbygning af infrastrukturen er der planlagt en karantænestation og et babytræhus til helt små forældreløse orangutanger.

I de seneste fire årtier er regnskov på Borneo blevet ødelagt i et enormt omfang. Tusinder af orangutanger er blevet ofre for palmeolie-, tropisk træ- og kulindustrien. Hvert år bliver to til tre tusind orangutanger dræbt, fordi de betragtes som afgrødetyve i oliepalmeplantager, men også på grund af deres kød. Forsvarsløse forældreløse unger, hvis mødre er blevet dræbt med vilje, ender som kæledyr. Borneo-orangutangerne hører til de kritisk truede arter.