Jane Goodall: Trofæjagt truer vilde dyr

Den naturlige verden trues mere og mere, i takt med at vi bevæger os gennem det 21. århundrede.

Alligevel bliver nogle af verdens mest truede vilde dyr fortsat ubarmhjertigt forfulgt af trofæjægere. Hvordan kan nogen være stolte af at dræbe så storslåede væsener, spørger den førende primatolog Jane Goodall.

Videnskabelige undersøgelser har påvist sammenhængen mellem trofæjagt og tilbagegang i dyrearters bestande. De peger også på, hvordan bestandene af vilde dyr har rettet sig, da der blev indført lokale moratorier for trofæjagt. Eksporten af jagttrofæer fortsætter dog med at stige, forklarer Jane Goodall.

Walter Palmer, en tandlæge fra Minnesota, fik i 2015 internationale overskrifter, da han dræbte en løve ved navn Cecil for sjov. Desværre for Palmer var Cecil en del af et langtidsstudie og bar et radiohalsbånd. Efterfølgende undersøgelser afslørede den forfærdelige sandhed om Cecils død.

aflivning

Siden verden fik at vide, hvor lumsk Walter Palmer nedlagde den berømte løve Cecil i Zimbabwe, kender man til trofæjægernes sindssyge. Tandlægen og hans jagtfører havde bundet dele af en død elefant til deres jeep og lokkede på den måde Cecil ud af Hwange-nationalparken. Derefter sårede han dyret med et bueskud og dræbte det til sidst med et gevær efter en 40 timer lang menneskejagt. 

Mindst 600 trofæjægere dræber hvert år løver. Det anslås, at der i hele Afrika kun lever omkring 3.500 voksne hanløver i det fri. Under halvdelen lever i beskyttede områder. Den årlige jagtkvote for løver svarer til en tredjedel af de hanner, der kan jages. Man formoder, at tabet af blot 5 procent af de sunde voksne hanner bringer arten forbi det punkt, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Trofæjægeren vil have fat i de mest imponerende hanner, som ofte er dem, der ville være blevet valgt af hunnerne i flokken. Trofæjægerens fristelse til at nedlægge en løve og forfølge de mest imponerende dyr har ført til, at artens genpulje er skrumpet med 15 % i løbet af 100 år.

Stødtænder

Elefantbestandene er i en endnu værre tilstand på grund af værdien af deres stødtænder. De store flokke, der engang strejfede rundt i Afrika, er for størstedelens vedkommende forsvundet. Antallet af elefanter, der hvert år bliver skudt af trofæjægere og krybskytter, er nu større end antallet af fødte kalve.

Mest hjerteskærende er den systematiske eftersøgning og nedskydning af dem med de største stødtænder – de såkaldte «Big Tuskers» – hvis elfenben er så storslået, at det rører jorden.

Der er kun 40 «Big Tuskers» tilbage. Alligevel er der trofæjægere, som vil betale enorme pengesummer for «privilegiet» at skyde en. Og selv når det er umuligt, vil de stadig opspore og dræbe dem med de største tilgængelige stødtænder.   

De mere end 200 år med drab på elefanter med store stødtænder har sat sine spor – elefanternes stødtænder bliver mindre, og elefanter uden stødtænder bliver mere almindelige. Det gør dem sårbare: Under en tørke gør kortere eller manglende stødtænder det vanskeligt eller umuligt at grave efter vand under udtørrede flodlejer.

Næsehorn hører til de mest truede store landpattedyr. Ligesom elefanterne er de forbandet med en del af deres anatomi, som er meget værdifuld – deres horn.

På trods af deres usikre status er der dem, der desperat forsøger at dræbe dem, tilføje dem til deres makabre trofæsamling og sikre sig beundring fra ligesindede venner. For nylig betalte en amerikaner 350.000 amerikanske dollar for at skyde et sort næsehorn i Namibia.   

Isbjørne er endnu mere truede end hvide næsehorn, men den canadiske regering udsteder stadig licenser til ikke-oprindelige folk til at dræbe dem. Når man tænker på, at de også er truet af klimaforandringerne, som har fået havisen til at smelte, virker både salget og ønsket om at købe en tilladelse lige chokerende.

bavianer

I de år, hvor jeg studerede chimpanser i Gombe-nationalparken, brugte jeg også meget tid på at observere bavianer. De er fascinerende dyr med en yderst kompleks social struktur og stor individualitet, fortæller Jane Goodall.

Desværre har de et dårligt ry som afgrødetyve. Selv om jeg kan have sympati for en fattig landmand, der skyder nogle af de tyve, som har ødelagt hans dyrebare majshøst, har jeg intet andet end foragt for en rig britisk trofæjæger, der dræbte en han, en hun og nogle unger og derefter lod sig fotografere – stolt smilende – ved siden af deres slappe kroppe.

Der findes ranches, som opdrætter bavianer og aber for at give jægere let tilgængelige trofæer til deres samlinger.

CITES har udstedt import- og eksporttilladelser for 40 forskellige primatarter, vores nærmeste slægtninge, så enkeltpersoner får mulighed for at dræbe dem.

Jane Goodall om følelser

Det første dyr, jeg mødte på tæt hold i Afrika, var en giraf, fortæller Jane Goodall. At se en gruppe af dem foran en rød afrikansk solnedgang er et af de smukkeste syn. Giraffbestandene falder – og en af årsagerne er, at trofæjægere vil skyde dem for sjov.

En amerikaner, Sabrina Corgatelli, offentliggjorde pralende billeder af sig selv, grinende fra øre til øre, mens hun poserede med de dyr, hun havde dræbt på sin jagtsafari. Det foto, der foruroligede mig mest, viste, hvordan hun jublede over liget af en stor hangiraf. Hun skriver: „Sikke et fantastisk dyr !! Jeg kunne ikke være gladere !! Min følelse, efter at jeg havde fået ham, var en følelse, jeg aldrig vil glemme !!! “

Jeg har forsøgt at forstå sådan en følelse, men jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i tankegangen hos et menneske, der betaler tusindvis af pund for at dræbe smukke dyr, kun for at prale af sine evner som jæger. 

I den tidlige tid med „den hvide jæger“ var der nogle gange et element af fare. Men i dag, hvor dyr kan skydes på afstand med en højtydende riffel, er tingene helt anderledes.

Hvordan kan nogen være stolt af at dræbe disse storslåede skabninger? Storslåede i live, vel at mærke: I døden er de blot de triste ofre for et sadistisk ønske om at vinde vennernes beundring. Når jægeren efter drabet er overvældet af glæde og deler denne følelse på Facebook, må det helt sikkert være glæden hos et sygt sind, slutter Jane Goodall i «The Ecologist«.