Ældgamle dyrefælder kendt som drager

Ny, fagfællebedømt forskning i gamle stenfælder til dyr, kendt som »ørkendrager«, viser den sofistikerede og omfattende jagt på vilde dyr i den sene yngre stenalder samt de tidligere befolkningers opfindsomhed i regionen og måske også deres samarbejdsvilje.

Konstruktionerne blev i 1920'erne af piloter omtalt som »drager», fordi deres form set ovenfra minder om gammeldags børnedrager med strimler. Der har dog været uenighed om, hvordan disse enorme, monumentale konstruktioner opstod, og hvad de blev brugt til.

Dr. Remy Crassard, en førende ekspert i ørkendrager, påpeger, at de hører til de største bygværker fra deres tid. De ældste drager, i det sydlige Jordan, er dateret til 7000 f.Kr. Alderen på de nyfundne drager i det nordvestlige Arabien er endnu ikke fastlagt, men de synes at bygge bro mellem overgangen fra den sene yngre stenalder til bronzealderen (5000-2000 f.Kr.). Dr. Crassard anslår, at der for 20 år siden var kendskab til 700 til 800 drager, mod omkring 6.500 nu, og tallet stiger stadig.

På baggrund af nyere undersøgelser i Saudi-Arabien, Jordan, Armenien og Kasakhstan bekræfter Dr. Crassards team, at dragerne blev brugt til jagt og ikke til domesticering, at de »markerer en dybtgående ændring i menneskets strategier for at fange dyr», og at »udviklingen af disse megafælder har en spektakulær menneskelig indvirkning på landskabet». Dragerne kan have ført til en jagt, der langt overstiger det nødvendige til eksistensgrundlaget, hvilket hænger sammen med en »stigning i symbolsk adfærd i forbindelse med fødevareproduktion og social organisering». Nogle vilde arter, såsom gazeller, kan derved have ændret deres træk­ruter, og andre arter kan være blevet jaget til udryddelse.

I Saudi-Arabien er der af Rebecca Repper fra teamet ved University of Western Australia, Aerial Archaeology in the Kingdom of Saudi Arabia – Al Ula, blevet opdaget 207 hidtil ukendte "kites" (drager) i AlUla County. Disse er især koncentreret i området Harrat ‚Uwayrid, et højland med en udslukt vulkan. Teamet fandt ud af, at en bestemt type V-formede drager var den dominerende form i deres undersøgelsesområde, i modsætning til drager, der er fundet andre steder i regionen. Dragerne er blevet beskrevet i en række forskellige former, herunder V, „sok», „økse» og W-formede.

Uanset formen har alle drager i regionen drivlinjer af lave stenmure, der løber sammen for at føre dyrene hen imod en fælde – som en grube eller en afgrund – . I gennemsnit er drivlinjerne på AlUla-dragerne ca. 200 m lange. Andre steder kan de dog strække sig over kilometer. Fru Repper siger, at den mindre længde viser jægernes lokalkendskab, idet de placerede fælderne i områder, hvor eksisterende landskaber naturligt begrænsede dyrenes bevægelser. Dragernes placering tyder også på, at jægerne havde indgående kendskab til byttets bevægelser.

Mens drager, der er registreret i AlUla-regionen, havde tendens til at lede byttet hen imod en pludselig afgrund, ender drager andre steder ofte i skjulte gruber, hvor hundredvis af dyr kunne dræbes under en enkelt jagt. Denne forskel kan være en tilpasning til den lokale geografi eller en udvikling inden for fældejagt.